Den danske hovedstad er et populært turistmål hele året for både danske og udenlandske gæster. Storbyen kan dog hurtigt blive en dyr fornøjelse, og derfor er det godt at kende til de små gratis glæder, som København heldigvis også har at byde på for både store og små eventyrere. Her præsenterer vi fire af byens absolutte perler.   

Københavns talende statuer

De talende statuer, der står forskellige steder rundt om i København, kan lære dig en del. Det er faktisk lidt snyd, for statuer taler selvfølgelig ikke, men ved hjælp af din mobiltelefon kan du nemt og enkelt scanne en QR-kode på hver enkelt statue og herigennem høre eksempelvis gode, gamle H.C. Andersen eller Adam Oehlenschläger fortælle om dem selv og deres forfatterskab. I alt står ti statuer parate til at fortælle deres historie, så nu er det bare om at finde dem alle! Mød blandt andre også Søren Kierkegaard, Tycho Brahe, Ludvig Holberg og N.F.S. Grundtvig.

 

Her kan både store og små få brændt lidt krudt af

På grænsen mellem Valby og Frederiksberg finder man Søndermarken, der er et skønt og grønt aktivitetsområde med legeplads, interaktiv løbebane, klatrebane, trampolin og meget mere, hvor både børn og voksne kan få mange sjove timer til at gå. På løbebanen kan du få sved på panden og syre i benene, når du skal forsøge at holde dit eget tempo i takt med de lysende lamper, der fungerer som en slags hare. En oplagt mulighed for at konkurrere med både dig selv og andre motionister og hermed løbende øge dit tempo. Søndermarken ligger lige ved Frederiksberg Slot og Frederiksberg Have.

 

Ikke for dem med højdeskræk

Har du heller ikke tid og overskud til at farte rundt i byen for at se alle de mange tårne, som København er så kendt for? Gider ungerne bare ikke med? Nu kan I alle sammen se på tårne, som man endda må kravle op i! På tårnlegepladsen i Fælledparken har man bygget en spændende legeplads op med inspiration fra fem af Københavns mest kendte tårne. Her kan dine børn lege i både Rundetårn, Børstårnet, Rådhustårnet samt tårnene på Vor Frelsers Kirke og Marmorkirken. Legepladsen byder ligeledes på flere interaktive aktiviteter, herunder rebusløsning og elektronisk fangeleg. Legepladsen er bemandet med pædagogisk uddannet personale, der står for ekstra sjov, læring og ballade for både store og små. Legepladsen rummer også naturlegeplads, boldbane, gyngestativer, klatreredskaber og sandområde.

 

Natur og dyreliv helt tæt på

I Jægersborg Dyrehave, der til daglig blot omtales som Dyrehaven, er der smukke omgivelser med rig mulighed for at nyde den dragende natur og et rigt dyreliv. Medbring frokost og nyd den med udsigt til det store naturområde, der huser op imod 2000 hjorte af forskellig art, herunder sikahjorte, kronhjorte og dådyr. Haven har ligeledes et væld af fantastiske planter. Dyrehaven ligger tæt på forlystelsesparken Bakken, der har gratis entré og er oplagt at besøge, hvis man har børn med og alligevel er i området. Et turpas til Bakkens 11 forlystelser for børn koster blot 179 kr., imens et turpas til en voksen koster 249 kr. Forlystelserne inkluderer 5D-biograf samt klassiske, velkendte forlystelser som tekopper, pariserhjul, karruseller, radiobiler og forskellige rutsjebaner, så der er noget for enhver alder og temperament.

København har mange flere spændende gratis oplevelser for familien. Det handler blot om at kigge sig godt for. Jo flere gange, man besøger byen, des mere familiær bliver man med de små, hemmelige områder, som de fleste turister overser, så det er bare med at komme afsted!